selvmedlidenhed er en underlig ting. Når jeg ser den hos andre, er den ikke nær så ynkelig, som ved mig selv.
Jeg er begyndt at få det værre igen. Der var en lille bakke opad i min depression, og straks fik jeg modet til at skulle ud af medicinen. Jeg er ved at blive trappet ud, og jeg kan nu mærke, det hele vælter igen. Men jeg vil ikke tage antidepressiv mere. Jeg gider det ikke. Hver gang jeg står op, skal jeg æde en håndfuld piller, og jeg gider det ikke mere. Det minder mig om, jeg er syg. Jeg ikke er en normal teenager, der kan tage i byen med vennerne, når jeg vil. Desuden er der ikke nogle antidepressiva, der har virket på mig. Så egentlig fylder jeg bare min krop med endnu mere møg, end hvis jeg tog en bytur ind imellem.
jeg synes, det er sørgeligt, at verden skal hænge sådan sammen. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal have sådan et liv, hvor jeg enten er helt oppe at flyve - eller er ved at drukne. Jeg kan ikke se, hvordan det kan være fair. Tit og ofte ville jeg ønske, jeg havde en sygdom, som folk kunne se i stedet. Så ville de bedre kunne forstå, når det gjorde ondt.
Egentlig var det jeg ville frem til bare, at jeg går med alle tankerne selv igen. Jeg kan ikke sige noget til nogen om, jeg har det af helvede til igen - for så skal jeg proppes med piller igen. Det er som om, det er svaret på alt i psykiatriens verden. Piller. Jeg, som har taget så mange overdosiser, får at vide, jeg skal tage piller for at få det godt. Piller for at kunne sove. Piller for at kunne fungere. Intet af det virker. Tankestrømmen har ingen ende, og måske skulle jeg bare tage op til min veninde i skyerne. Tage afsted fra verden, ligesom hun gjorde det. Men de tanker må jeg ikke tænke. Jeg kan ikke vise, jeg er ked af det. Det eneste tidspunkt på døgnet, jeg kan græde på, er om natten - mellem nattevagtens besøg. De tror, de gør mig en tjeneste, ved at kigge på mig tre gange hver nat, men nej. Jeg vågner næsten hver gang, og får bare en endnu dårligere søvn, end jeg i forvejen gør.
You'll never know what life brings, but one thing's for sure.. It'll kick our ass harder than anyone else could ever do.
De vil klare alt med piller..
SvarSletJeg har selv en let depression, og blev tilbudt piller før noget andet. Selv har jeg fundet ud af, at motion og mad kan ændre min tilstand - det er bare satans svært at ligge sit liv om!
Derudover er jeg blevet tilbudt gruppeterapi - til september. Jeg søgte altså lægehjælp d. 3 oktober, i håbet om at nogen kunne hjælpe mig med at blive klar til universitetet.
Men folk spørg mig stadig, om jeg ikke vil have piller. Det er den hjælp jeg kan få.
Nu ved jeg ikke hvordan du har det med motion samt den mad du spiser, men tjek op på det evt. Måske kan det hjælpe dig i din nedtrapning af piller :)
Held og lykke med det hele!
tak skal du have, Maria.
SvarSletOg ja, kan du komme uden om pillerne, så synes jeg klart du skal prøve uden. For det er svært bare at komme ud af igen. Jeg har brugt 2 mdr. alene på at få lov at trappe ned - selvom det er min krop, har jeg åbenbart intet at skulle have sagt.
-Jeg har fået lov til igen at træne i motionscenter maks 3 gange i ugen, og det var én af de lyspunkter, der førhen var i mit liv. Så jeg vil klart til at træne igen -og prøve på ikke at overdrive det.